
En ide blev født
Scandish Interior startede som en ide da vi sad omkring familiebordet en søndageftermiddag. “Vi” er i dette tilfælde Kristine, Jeppe, Vera, Johan, Louise og Walter. Louise, moren i selskabet, er kunstneren i familien og udover at have udgivet 5 bøger, maler og skaber hun også rigtig meget kunst. Hun har fulgt mange malekurser og er blevet en dygtig kunstner, der er god til at begejstre andre til at følge deres kreativitet. Det har hun skrevet en bog om, “Trængen til at skabe”. Den dag blev vi alle ramt af følelsen, at vi - os de knap så kreative sjæle - også godt kunne lave noget kreativt, men bare på vores måde! Vi er glad for hinanden, har rejst en del sammen, boet i Vietnam i et år og vi kunne godt tænke os at have et familie- og venneprojekt, hvor vi kan gøre noget sammen; bruge hinandens kompetencer og lave noget der både er sjovt og meningsfuldt.Vi kommer tilbage til det meningsfulde lige om lidt...
En kunstners udfordringer
Louise er det rigtige eksempel for vores ide. Hun er kunstner og vil helst bruge al sin tid på at skrive bøger, male, lave collager og andet kunst. Hun har nogle gange overvejet at lave sin egen webshop, men at oprette og ikke mindst at vedligeholde en webshop er ikke noget man “bare gør”. Det kræver lidt teknisk viden og, at man sætter sig ind i noget, man skal synes bare en anelse godt om. Når man så har bygget en webshop, skal man have solgt sine varer - og her bliver det VIRKELIG komplekst for Louise. For “nu om dagen” er det ikke nok, bare at have en shop… dem er der mange af. Ens varer skal markedsføres, så ens målgruppe kan få øje på de smukke værker. Det betyder for Louise, at man skal forholde sig til Google søgemaskineoptimering, Instagram, Pinterest, Facebook, Etsy, Amazon osv. Bare tanken om at finde en vej i denne kompleksitet var nok til, at Louise ikke kom i gang med at lave en webshop selv. Indtil denne berømte søndageftermiddag…
Vores kompetencer
I vores familie har vi faktisk en del kompetencer, Johan kommer fra Sverige, læser International Marketing og ved rigtig meget om markedsføring på de sociale medier, Kristine er en talenteret grafisk designer, som er god til at tage billeder og få den gode stemning frem, Vera er dygtig til at skrive og har et smittende humør til at hjælpe os andre gennem tider, hvor det måske bliver lidt hårdt. Walter - faren - kommer fra Holland og har i mere end 20 år arbejdet med e-commerce såvel professionelt som i sin fritid og har hjulpet andre med at lave webshops. Jeppe valgte i denne omgang at springe fra - han arbejder som pædagogmedhjælper og har travlt med det. Det er der fuld respekt omkring og han er velkommen, når han får lyst til at hjælpe med. Nu kommer vi nemlig til det meningsfulde…
Vi hjælper kunstnere med at finde et publikum!
Vi opdagede, der ved spisebordet, at vi i fællesskab har mange kvaliteter til at hjælpe Louise med at få en “platform” som det så smukt hedder nu om dagen, hvor hun kan vise sin kunst til mange flere, end dem, der tilfældigvis fysisk kommer forbi kunstnerkollektivet 154H på havnen i Aarhus. Vi snakkede mere om det, og blev enige om, at der må være mange kunstnere derude, som har brug for hjælp med markedsføringen af deres kunst. Hvor fedt vil det ikke være, at vi, Scandish, vil kunne hjælpe kunstnere med at kunne leve af deres passion? Vi tror sågar på, at vi også kan komme til at tjene lidt penge på det, så vi kan samle sammen til en familieferie og hvem ved, hvad det på sigt kan blive til? Vi er meget besluttet på, at Scandish skal blive en succes - faktisk er det allerede en succes! For os handler det om mere end penge - vi har det sjovt sammen, vi lærer utroligt meget og vi samarbejder med spændende kunstnere, hvor vi føler, vi har et fælles mål.